SAXOGADE FYLDER 40 ÅR!
Fra venstre: Rikke Baker - beskæftigelseschef, Christian Søndergaard - leder af Saxogade og Vibeke Vinther, forstander i Settlementet
For 40 år siden åbnede Settlementet dørene til de første socialøkonomiske butikker i Saxogade på Vesterbro. Ikke fordi nogen bad os om det. Men fordi vi troede på, at arbejde er mere end forsørgelse. At arbejde også kan være et fællesskab, en retning, en ny begyndelse. Og at vi alle har noget at bidrage med. Den overbevisning har holdt i 40 år, og det samme har Saxogade.
I dag er Saxogade stadig verdens eneste socialøkonomiske gade.Bag de farverige facader byder butikker, café og værksteder alle gæster og kunder indenfor. Og de fleste ved, at her er også noget dybere på spil. Hver uge møder mindst 80 praktikanter ind i gaden. Nogle er nervøse. Andre har mistet håbet. Det, de finder, er et arbejdsfællesskab, hvor der er plads til os alle sammen. Nye kompetencer spirer. Sætter sig. Bliver til andre erkendelser, håb – en forandring.
Det kan lyde enkelt.
At drive socialøkonomi kræver overbevisning, kreativitet og fællesskab. Og at vi sammen står fast. Her fra Settlementet skal lyde en kæmpe tak!
Københavns Jobcenter har gennem årene været en afgørende samarbejdspartner. Uge efter uge har vi sammen nået mennesker, der har brug for en særlig trædesten til arbejdsfællesskaberne. Et netværk af 175 virksomheder stiller sig klar med praktikker og job. Kun derfor ender vores indsatser ofte i varig beskæftigelse. En lang række fonde har troet på os, udfordret os og støttet os. Sammen har vi udfordret status quo.
Politikere i Københavns Kommune har igen og igen på tværs af årtier og partier med stor vedholdenhed bakket op.
Naboer, andelsforeninger og en mangfoldighed af vesterbroere har altid haft gadens ryg. Til hverdag, og når vi sammen danser brostenene blanke til Saxogade Festival.Frivillige og medarbejdere har i 40 vilde år bidraget med kræfter, idéer og hjertevarme. Igen og igen. Kastet lyset på håbet, gadens sjæl.
Den største tak går til alle I mennesker, der gennem årene har været i praktik i de mange socialøkonomiske butikker. Med det største mod har I delt jeres tvivl, håb og drømme med en gade, der flettede sig ind, greb om sig og også blev til jeres fortælling.
Af hjertet tak til jer alle sammen.
Det er i fællesskabet, vi skaber forandringen.